Biologi
Den vandrende rosengren, der udelukkende lever i Australien og Ny Guinea, er ret god til at narre sine fjender! Dens form og farve får den nemlig til at falde i ét med omgivelserne. Den kan endda finde på at rokke fra side til side for at fuldende billedet af en gren, der svajer i vinden. Lader fjenderne sig alligevel ikke narre, bruger den et andet smart trick, der nok skal skræmme dem væk: Den folder sin bagkrop ned over ryggen, så den ligner en stor, farlig skorpion klar til at stikke.
Er det helt umuligt at få fjenderne overbevist om, at de skal forsvinde, tyer den vandrende rosengren til at bruge andre, langt skrappere midler: Den bruger en form for kemisk våben! Den udskiller simpelthen en lugt, der virker afskrækkende på fjenderne. Det kan dog være en smule svært at forstå, da lugten minder om en blanding af peanut butter og karamel, hvilket jo ikke ligefrem forbindes med noget ubehageligt for os mennesker!
Hannen har også den fordel at kunne flyve væk, hvis situationen bliver lidt for alvorlig. Han er nemlig relativt lille, spinkel og har store, solide vinger. Hunnen kan til gengæld ikke flyve, da hendes vinger er meget små og derfor ikke kan bære hende. Hun kan blive helt op til 20 cm, mens hannen som regel kun bliver halvt så stor. Men det betyder ikke, at hunnen er forsvarsløs – tværtimod! Overalt på kroppen har hun store, torne-lignende pigge, som hun spidder fjenderne med, hvis de kommer lidt for tæt på. Disse findes kun i hovedregionen hos hannen.
Et andet fascinerende træk ved den vandrende rosengren er måden, hvorpå den formerer sig. Det kan nemlig både ske på ganske ”almindelig” vis ved, at hannen befrugter hunnens æg, der så klækker 4 måneder senere. Men det kan også ske ved en såkaldt ukønnet formering – en proces, der også kaldes parthenogenese. Det lyder måske smart, at hunnen slet ikke behøver at have kontakt med en han for at få unger, men der er ulemper forbundet med det. Dels er æggene hele 9-12 måneder om at klække, og så er ungerne, der alle er hunner, ofte svagere end de, der er kommet til verden ved kønnet formering.
Uanset om æggene er befrugtede eller ej, så er de beklædt med et beskyttende lag af lipider og andre organiske forbindelser, som myrer identificerer som føde. Og hvad er nu det smarte ved det? Jo, når myrerne opdager æggene, bærer de dem tilbage til deres bo i den tro, at det er føde. Her spiser de det ydre lag og smider så resten af ægget, hvilket stadig er intakt, ud på deres ”losseplads”, hvor der er tæt på optimale betingelser for dets videre udvikling. Smart, ikke?! Det stopper ikke her!
De nyklækkede unger eller nymfer, som de også kaldes, ligner myrer til forveksling. De opfører sig endda som myrer og narrer således myrerne til at tro, at de er en del af kolonien, og at de derfor ikke skal angribe dem. Nymferne bliver dog ikke i myreboet så længe. Så snart de får muligheden for det, stikker de af og kravler op i et træ. Træerne er nemlig, hvor den vandrende rosengren tilbringer størstedelen af sit liv – især eukalyptustræer, hvis blade er blandt favoritterne på menukortet. Her sover den dagen lang og bevæger sig først ud for at finde noget at spise, når solen begynder at gå ned.
