Biologi
Nogle kalder dem særprægede, mens andre kalder dem direkte bizarre. Én ting er dog sikkert; Tenrekkerne er nogle helt unikke skabninger, der på mange områder er noget helt for sig selv.
Tenrekken hører til den gruppe af insektædere, der kaldes børstesvin. Der findes omkring 30 arter, der oprindeligt stammer fra Madagaskar. Siden deres oprindelse er flere arter også blevet introduceret til de nærliggende øer; Comorerne, Mauritius og Seychellerne. Som et resultat af denne geografiske isolation har børstesvinene udviklet et væld af forskellige tilpasninger, og som følge deraf ser de forskellige arter meget forskellige ud. Tenrekken er den største og én af de mest særprægede af alle de landlevende arter. Den måler 26-39 cm og kan veje op til 2.5 kg.
Ned langs ryggen har de unge individer to rækker af hvide pigge. Disse erstattes af et tyndt lag af gråbrune til rødlige, stride børster hos de voksne, der altså ikke har egentlige pigge ligesom andre arter af børstesvin. Selvom børstesvin, generelt, umiddelbart ligner en blanding af et pindsvin, gris og en mus, er de ikke i familie med nogen af de tre. Deres nærmeste slægtninge omfatter andre afrikanske insektædere såsom guldmuldvarpe og kæmpe-elefantspidsmus. Deres slægtskab har dog indtil slutningen af 1990’erne været lidt af et mysterium, da børstesvinene er utrolig svære at placere i forhold til andre arter.
Tenrekken er en såkaldt ”omnivor” – det vil sige, at de spiser stort set alt. Hovedparten af deres føde består dog, som tidligere nævnt, af små hvirvelløse dyr som insekter, orme og snegle, som de graver op ved hjælp af deres lange snude. Også æg, frøer og små pattedyr spises med stor velbehag, mens frugt og planterødder spises i en mindre grad.
Udover at kunne spise stort set alt, kan tenrekken også tilpasse sig stort set alle typer miljøer uanset vegetation, jordtype og klima, idet de er i stand til at regulere deres kropstemperatur. Den er utrolig tilpasningsdygtig og findes derfor i en lang række habitater fra tropiske og subtropiske skove til mere tørre savanne områder fra 0 til 1000 m højde.
I de mest tørre perioder fra maj til september, hvor mængden af føde og andre ressourcer er på sit laveste, går tenreken dog i en slags dvale for at sikre sin overlevelse. Her graver den først en 1-2 m lang underjordisk gang, som den kravler ned i og lukker til med jord, hvorefter den ruller sig sammen, stikker næsen ind mellem forbenene og lægger sig til at sove. Da tenrekken har opbygget store fedtdepoter inden dvaleperioden, kan den uden problemer ligger her i 5-6 måneder uden at tage skade. Under dvaleperioden kører tenrekens stofskifte på laveste blus, og den trækker kun vejret én gang hver tredje minut.
Tenrekken bruger ikke kun underjordiske gange i forbindelse med dvaleperioden. Udover ”dvale-gangen” graver de også en Y-formet gang, der har to åbne udgange. Her sover den som regel om dagen. Tenrekken er nemlig nataktiv og er derfor primært vågen i skumringen og om natten i perioderne 18-21 og 01-05. Om dagen lægger den sig også ofte til at sove i en bunke blade eller i en gammel hul træstamme, hvor der er mørkt og masser af fred og ro til at sove.
I naturen lever tenrekken for det meste alene – det er en såkaldt solitær art. Det er dog ikke unormalt for en mor at leve sammen med hendes unger i lang tid efter, at de er blevet selvstændige. Til gengæld er det sjældent at se to hanner sammen, da de oftest vil komme op at slås.
Føler tenrekken sig truet, vil den typisk åbne det enorme gab og blotte de op til 1½ cm lange, spidse hjørnetænder i håb om at skræmme en rivaliserende han eller fjende væk. Lykkes det ikke i første omgang, giver tenrekken sig i stedet til at hvæse, grynte eller skrige, rejser de stride nakkehår og hopper op og ned i ren arrigskab for til sidst at bide, hvis den kan komme til det.
Børstesvin, generelt, bruger ofte lyd, når de kommunikerer. Det gælder også de helt unge individer, der, når de føler sig truet, ryster med de bagerste pigge eller børster på kroppen, hvorved der opstår en høj, rislende lyd. Denne lyd bruges ofte til at advare de andre unger i kuldet eller, når en unge er blevet væk fra sin mor eller omvendt.
Udover hørelsen er én af tenrekkens vigtigste sanser de lange knurhår og de meget følsomme børster på ryggen. Disse kan opfange selv de mindste vibrationer. Synet er generelt dårligt hos de fleste arter af børstesvin, selvom tenreken, på trods af sine meget små øjne, har et bedre syn end de andre arter i slægten. Duftmærkning er også en vigtig del af børstesvinenes kommunikation. Endelig har tenrekken en primitiv form for sonar, der gør, at den kan orientere sig vha. lydbølger mellem 5-17 kilohertz.
Et andet usædvanligt træk ved børstesvinene, generelt, er, at de besidder en kloak, hvilket er et hulrum, hvori både tarm, urinrør og kønsdele udmunder. En sådan samlet udgang ses typisk hos fugle, krybdyr og padder men kun meget sjældent hos pattedyr.
Det kan være meget svært at se forskel på han og hun hos børstesvin, da kønsorganerne er trukket tilbage udenfor ynglesæsonen, der normalt ligger fra oktober til november. Når en han og en hun er klar til at parre sig, nærmer hannen sig hunnen forfra, lægger sine forben på hendes hoved og ofte bider hende i flanken for at få hende til at vende sig om. Herefter vikler han forbenene rundt om hendes krop og stiller sine bagben på hendes, hvorefter selve parringen finder sted. Parringen varer som regel kun ganske få sekunder men gentages op til ti gange i serier, der fortsætter i omkring 24 timer. Hunnen er klar til at blive parret på ny, så snart hun har født.
Og det er slet ikke så få unger, hunnen føder. Tenrekken er ét af verdens mest produktive dyr, der efter en drægtighedsperiode på 56-64 dage normalt føder 15-32 unger i ét enkelt kuld. Så mange unger er der ikke andre pattedyr, der er i stand til at få ad gangen. Ungerne fødes i december til januar, og selvom hunnen kan genparres umiddelbart lige efter fødslen, får tenrekken normalt kun et kuld unger om året.
Ungerne er meget små, nøgne og åbner først øjnene efter ca. 2 uger. Når de er omkring 3 uger gamle, begynder de at gå på jagt med mor og tilmed spise lidt fast føde, og efter 7-8 uger er de helt selvstændige og forlader som regel herefter moderen og den beskyttende hule, som de blev født i.
