Biologi
Halsbåndsnavlesvinet har fået sit navn på grund af den hvide ring af pels, der omkranser halsen. Kigger man på navlesvinets ryg, ser det desuden ud som om, at det har en navle på ryggen. Det er dog ikke en navle men derimod en kirtel, hvorfra der udskilles et duftstof. Dette bruges dels, når navlesvinet skal afmærke sit territorium, men det bruges også internt i flokken. Hvert navlesvin har sin egen personlige duft, men da alle medlemmer af flokken gnubber sig op ad hinandens duftkirtler, lugter alle efterhånden lidt af alle. Denne blanding af lugte er flokkens helt unikke lugt.
Navlesvinet lever som før omtalt i grupper bestående af et forældrepar og deres unger. De voksne sønner danner en form for vagtkorps med deres far og sørger således for at holde ubudne gæster væk og alarmere, hvis der er fare på færde. De voksne døtre hjælper til gengæld moderen med at tage sig af de nye unger, der måtte komme. Når moderen har født, spiser døtrene moderkagen. På den måde for de hormoner i kroppen, der gør, at de også kan danne mælk og amme deres små søskende. Så selvom der kun er ét par i en flok, der yngler, kan der således være flere hunner på én gang, der ammer.
Halsbåndsnavlesvinet kaldes også for “Tayassu tajacu” - et navn der oprindeligt blev brugt af Tupi-folket i Brasilien. Navnet betyder "den, der laver mange stier gennem skoven" og er givet til halsbåndsnavlesvinene, fordi de efterlader et spor af ødelæggelse efter sig, når en stor flok går gennem skoven og gennemroder skovbunden for at finde mad. Når regnskovsindianerne går på jagt, bruger de halsbåndsnavlesvinets stier til at finde frem til dets tilholdssteder.
