Halsbåndnavlesvin

Pecari tajacu

Halsbåndsnavlesvinet har fået sit navn på grund af den hvide ring af pels, der omkranser halsen. Kigger man på navlesvinets ryg, ser det desuden ud som om, at det har en navle på ryggen. Det er dog ikke en navle men derimod en kirtel, hvorfra der udskilles et duftstof, der dels bruges til at afmærke territoriet men som kommunikation internt i flokken.

Biologi

Halsbåndsnavlesvinet har fået sit navn på grund af den hvide ring af pels, der omkranser halsen. Kigger man på navlesvinets ryg, ser det desuden ud som om, at det har en navle på ryggen. Det er dog ikke en navle men derimod en kirtel, hvorfra der udskilles et duftstof. Dette bruges dels, når navlesvinet skal afmærke sit territorium, men det bruges også internt i flokken. Hvert navlesvin har sin egen personlige duft, men da alle medlemmer af flokken gnubber sig op ad hinandens duftkirtler, lugter alle efterhånden lidt af alle. Denne blanding af lugte er flokkens helt unikke lugt. 

Navlesvinet lever som før omtalt i grupper bestående af et forældrepar og deres unger. De voksne sønner danner en form for vagtkorps med deres far og sørger således for at holde ubudne gæster væk og alarmere, hvis der er fare på færde. De voksne døtre hjælper til gengæld moderen med at tage sig af de nye unger, der måtte komme. Når moderen har født, spiser døtrene moderkagen. På den måde for de hormoner i kroppen, der gør, at de også kan danne mælk og amme deres små søskende. Så selvom der kun er ét par i en flok, der yngler, kan der således være flere hunner på én gang, der ammer. 

Halsbåndsnavlesvinet kaldes også for “Tayassu tajacu” - et navn der oprindeligt blev brugt af Tupi-folket i Brasilien. Navnet betyder "den, der laver mange stier gennem skoven" og er givet til halsbåndsnavlesvinene, fordi de efterlader et spor af ødelæggelse efter sig, når en stor flok går gennem skoven og gennemroder skovbunden for at finde mad. Når regnskovsindianerne går på jagt, bruger de halsbåndsnavlesvinets stier til at finde frem til dets tilholdssteder.

Relation til mennesker

Halsbåndsnavlesvinet skulle eftersigende smage ganske lækkert, hvorfor det spises i et stort omfang blandt lokalbefolkningen i den sydamerikanske regnskov. De indfødte jager dem med pusterør og pile, der enten er smurt ind i en særlig giftig plantesaft eller giften fra de farverige pilegiftfrøer. De skal dog passe på under jagten. Navlesvin har ry for at være meget aggressive, og når det sker, skal man ikke stå i vejen for dem. 

På trods af deres lunefulde temperament ser man flere steder navnlesvin, der lever tæt på mennesker på grund af menneskets tendens til at smide affald. De lærer at omgås mennesker og tigger endda mad fra dem i håb om, at der falder en lille bid af til dem. 

Halsbåndnavlesvin

Modtag vores nyhedsbrev

Vi udsender et nyhedsbrev ca. én gang om måneden, så hvis du vil holdes opdateret, udfyld felterne. Det er helt gratis :)