Biologi

Er du gået over tiden? Lidt morgenkvalme, måske? Her kan du få svar. Det du skal bruge er:

1 stk. sprøjte med kanyle
1 stor afrikansk sporefrø (en hun)
2 ml af din egen morgenurin
1 knivspids fingerfærdighed

Sug morgenurinen op med sprøjten. Fat sprøjten i den ene hånd og sporefrøen i den anden. Tilsæt fingerfærdighed - frøen er ikke nem at holde fast i! Sprøjt urinen ind i sporefrøens lår og afvent resultat. Hvis sporefrøen begynder at lægge æg indenfor ganske kort tid, er du gravid. Tillykke! Og ja, den er god nok. Den afrikanske sporefrø kan anvendes som graviditetstest. I gravide kvinders urin findes et hormon (gonadotropin), som inducerer ægproduktionen i disse frøer. Hvordan og hvornår man opdagede dette, kan man kun gisne om.

Afrikanske sporefrøer er generelt nogle meget specielle frøer, der lever i ferskvand. Deres latinske navn, Xenopus laevis, kan oversættes til den glatte frø med de mærkelige fødder, hvilket hentyder til frøens enorme bagben og tæer, der er rigt besat af svømmehud og tre mørke sporer. Hvad, disse sporer anvendes til, er omdiskuteret, men flertallet mener, at sporerne anvendes til at rode op i mudderet, hvorved vandet omkring frøen bliver grumset og derved kamuflerer frøen for eventuelle fjender. Sporerne anvendes desuden til at rive store stykker føde i stykker med. De meget følsomme fingre på forbenene har derimod hverken sporer eller svømmehud, hvilket der er en helt særlig grund til.

Sporefrøer har hverken en tunge eller tænder i munden, og de må derfor bruge deres fingre til at manipulere maden og efterfølgende til at få den ført ned i maven. De stopper med andre ord fingrene helt ind i munden samtidig med, at de suger maden ind, når de spiser. Dette er et vældigt underholdende syn, som I vil kunne opleve helt tæt på her i Randers Regnskov. Vi fodrer dagligt vores sporefrøer med muslinger, regnorme eller andet kød, og får man fingrene lidt for tæt på, går de heller ikke af vejen for at prøve at sluge dem. De er nogle små glubske frøer, men så er det jo godt, at de ingen tænder har.

De afrikanske sporefrøer er også meget afhængige af deres følsomme fingre, når det drejer sig om selve fødesøgningen. I naturen lever de ofte i meget grumset brakvand, hvor det er stort set umuligt at se noget. I stedet for en veludviklet synssans, har de afrikanske sporefrøer altså i stedet en veludviklet følesans på deres fingre. De har derudover et sidelinieorgan, der også er med til at hjælpe sporefrøerne, når de skal lokalisere et bytte, der er godt gemt i det mudrede vand.

Afrikanske sporefrøer har ikke ry for at være giftige, men de har alligevel et kemisk forsvar, der beskytter dem imod både fjender og sygdom. De kan bl.a. afgive en meget ildelugtende, fiskelignende lugt, som skræmmer de fleste fjender væk.

Sporefrøerne producerer derudover nogle organiske forbindelser (magaininer) i deres hud, som har en stærk antibiotisk virkning og desuden får sår til at hele meget hurtigt. Disse forbindelser har ligeledes vist sig at have en negativ effekt på både svamp, vira og diverse parasitter. Det er sandsynligvis disse forbindelser, der gør sporefrøerne i stand til at leve i brakvand og sumpområder, hvor antallet af fremmede bakterier og parasitter m.m. er højt.

Relation til mennesker

Overalt på kloden er padderne som en helhed under pres. Næsten en tredjedel af verdens paddearter er truede og mange af disse kritisk. Årsagerne er mange, men de hærges især af en svampesygdom forårsaget af den såkaldte chytrid-svamp, som der indtil nu ikke er lykkedes at finde en kur imod. En ny teori foreslår, at svampen kommer fra de afrikanske sporefrøer.

I 1930’erne begyndte man at eksportere store antal af sporefrøer fra Afrika til resten af verden til medicinsk forskning og graviditetstests. Man har nu fundet ud af, at disse frøer allerede dengang var inficeret med chytrid-svampen. Det er altså mennesket der, med sporefrøen som smittebærer, har flyttet svampen til egne af verden, hvor padderne ikke har noget forsvar mod den. Hvis teorien holder stik, er der måske grund til optimisme. For hvis sporefrøerne har levet med chytrid-svampen så længe, må det betyde, at de har udviklet et forsvar mod den. Og dette forsvar kan måske lære os, hvordan paddernes svampesygdom kan bekæmpes i resten af verden.