Det er nogle af de spørgsmål, som man kan få svar på, når Randers Regnskov fra lørdag den 14. marts og frem til den 29. marts sætter fokus på slanger.
Slanger har altid spillet en særlig rolle i menneskets mytologi, og har gennem tiderne haft mange skurkeroller. Lige fra kristendommens skabelsesberetning til filmene om Indiana Jones, hvor vi gyser over disse krybende, upålidelige og slimede skabninger. Det er nok både skabelseshistorien og film gennem tiderne, som er årsagen til, at de fleste mennesker har et anstrengt forhold til slanger, selv på vores breddegrader, hvor skader forårsaget af slanger er et stort set ukendt begreb.
Randers Regnskovs guider vil i de kommende uger forsøge at skille skidt fra kanel, og afdække myter og fakta omkring slanger. Der er særlige slangefremvisninger og spændene beretninger om slanger, og hvis man har modet til det, kan man ved selvsyn konstatere, at slanger ikke er slimede, men meget tørre og behagelige at røre ved, når en af guiderne viser slanger frem.
I Randers Regnskov findes der 27 forskellige arter af slanger, både store og små. Og variationen af slanger er stor - eksempelvis kan man opleve verdens tungeste kvælerslange, verdens længste slange, verdens tungeste hugorm, og giftslangernes konge, den imponerende kongekobra. I det Asiatiske Slangetempel, Europas eneste slangegård med fritlevende slanger, kommer man helt tæt på asiatiske snoge og kvælerslanger.
I weekenderne kan man få lavet et anderledes familiefoto, med en slange i centrum.
Begivenheder i perioden:
- Dagligt program for specielle slangefremvisninger og fortællinger
- Rør ved en slange – hvis du tør!
- Hver weekend kan man få lavet et anderledes familiefoto med en kvælerslange i centrum. Det foregår ved maya templet i Sydamerikakuplen fra 11-12 og fra 13.30-14.30.
- Udstillinger af slange-koryfæer beslaglagt af bl.a. skov- og naturstyrelsen
- Lørdag den 14. marts indvies et nyt anlæg til kongekobraen
- Torsdag den 26. marts ”Kryb og Kravl kursus” i Randers Regnskov
- I Regnskovscafeen kan man prøve en spændende ret med pythonslange, og til børnene er der en helt speciel menu, som afrundes med en ”giftig” slange-is.
For yderligere information, kontakt venligst direktør Henrik Herold på mobiltlf. 20 11 51 81.