Sent onsdag aften kom dyrepasser Thomas Stensgaard tilbage til Randers Regnskov, med to store kasser under armen. I kasserne var der farvestrålende fisk til Regnskovens Saltvandsakvarier, og i løbet af de næste par timer fik Thomas puslet om fiskene og langsomt tilvænnet dem deres nye hjem.
Thomas fortæller: "Det kan være ret svært at introducere nye fisk til den eksisterende bestand, både fordi de nye fisk bliver stressede over de mange nye sanseindtryk, og ikke mindst fordi de gamle fisk ikke altid venter med åbne arme og byder på kaffe og kage!"
Til trods for en problemfri udsætning var Thomas derfor noget spændt på at møde ind torsdag morgen. "Jeg er bare så glad, jeg har talt alle de nye fisk, og de svømmer bare rundt som om de har været i akvariet altid. De første har faktisk også allerede spist – Det er helt fantastisk!” siger Thomas.